Kristiane og Alfred Jensens slægt

Eskild Jensen boede i Novrup, Jerne sogn, og her døde han før 1664. Han havde en bror i Spangsbjerg, så de er sandsynligvis født i Jerne sogn .
Eskild Jensen var gift med Maren hvis efternavn er ukendt. Hun døde den 9 . december 1683 i Navrup og blev begravet i Jerne. Eskild Jensen var sammen med 4 andre fæster af Bennedsgård i Novrup, sognets største går d på 17-6-3-2 tdr.hartkorn, og deres husbond var hr Albrett Scheell, lensmand på Riberhus, så de var altså fæstere under kronen.
I 1633, noget før S.Ibsdag, gav Eskild Jensen i Novrup sin bror, Søren Jensen i Spangsbjerg, et skibsskab med lås, en stålgryde, et ølkar, et par plovhjul og en "stelde" dertil, desuden en "efterstelde" med noget andet træ, som Søren Jensen lovede at føre bemeldte Eskild Jensen til regnskab igen".
I 1634 blev der opnået forlig mellem Eskild Jensen, broderen Søren Spangsberg og 2 andre om salig Margrethe Thyges arv og gæld. Eskild Jensen fik det gods, som fandtes efter hende for de udgifter, han havde haft på sin salig mor, og et brev på 3t sldl.på Sønderho, som han skulle indkræve. Af arven skulle Eskild Jensen betale, hvad hans salig mor skyldte bort, en halv snes daler, og så var der stadig breve på 100 daler, som de skulle dele.
Margrethe Thyges har vel været Eskild og Sørens mor og Thyge deres stedfar.
Brødrene har ikke været helt enige, for den 24. januar 1637 tilbød Søren Jensen i Spangsbjerg sin bror Eskild Jensen, at han ville lade uvildige dannemænd afgøre deres tvist.
Et par måneder senere var det atter galt. Denne gang var Eskild uenig med en nabo om brugen af en ager. Den 4.april 1637 forbød Søren Hansen i Navrup, en af medfæsterne, Eskild Jensen at bruge "den ager på Thongmiede, førind han lod et oc schifte den met hanomll , hvortil Eskild Jensen svarede:"Jeg wil thage den for din øyen tho oc icke pase paa din forbydelse". Han havde nemlig brugt samme ager de sidste 20 år. Sagen er nok endt med forlig .
Samtidig havde han en sag løbende med en anden nabo. Her drejede det sig også om brugen af et stykke jord. Uvildige dannemænd skulle afgøre striden, og det endte med, at Eskild måtte give slip på ageren, skønt han allerede havde sået korn i den . Han fik dog sit sædekorn tilbage, mens ejermanden beholdt udbyttet.
I december 1637 blev Eskild Jensen stævnet, fordi en af hans stude var kommet ind i naboens bygmark. I den forbindelse blev Maren Eskilds nævnt.
I begyndelsen af 1638 havde Eskild Jensen anklaget en nabo for at skylde ham l mark. Naboen blev dog frikendt.
Mon ikke Eskild Jensen har været noget stridbar og rethaverisk, men måske var tiden og forholdene med det tætte naboskab sådan, at man måtte være om Sig, hvis man skulle klare sig i den barske hverdag.
De utallige retssager, som tingbøgerne giver indblik i, ofte om tilsyneladende småtterier, kunne tyde på det.
Efter et gældsbrev tilhørende, Hans Christensen i Veldbæk,
skyldte Maren Eskilds og hendes søn Jørgen Eskildsen i Novrup så sent som 1669, længe efter Eskild Jensens død, stadig 41 sldl.
I et jordebogsregnskab 1684-89 nævnes under Novrup l gård beboet af Eskild Jensen . "Denne gårds landgilde nyder ridefogden ved amtet for sin bestilling frill. På det tidspunkt var Eskild Jensen for længst død og borte, men måske har man glemt at ændre fæsterens navn, mens
enken har haft gården. Nu var den overtaget af sønnen Peder Eskildsen.
Der var 5 sønner og 1 datter i ægteskabet, men deres fødselsår kendes ikke, så de nævnes derfor i tilfældig rækkefølge:

1. Peder Eskildsen, Navrup, g .m. Karen Nisdatter.
2. Jens Eskildsen f.ca.1634, d .1714 i Måde . Gift .
3. Hans Eskildsen, Novrup, g .m. Else Hansdatter.
4. Jørgen Eskildsen, d .1677 i Gammelby .
5. Niels Eskildsen, d.i Allerup, g .m. Mette Hansdatter.
6. Dorthe Eskildsdatter.

Kilde: Netpublikation af Ole Lodberg Nielsen, med Ingolf Mortensens tilladelse.