Kristiane og Alfred Jensens slægt

Måske er han bror til Iver Iversen i Toftnæs, Alslev sogn.
Han synes at have forbindelse til mølle familier, og han omtales i sit fæstebrev som kommende fra Sædding.
(Han får en søn døbt i alslev 1722)
Mortens søn Hans Mortensen er fadder ved en dåb i Hostrup
i 1724 hvor Peder (Andersen) Ejstrup får en søn "Thomas" døbt. Her er det Iver Iversens kone Johanne Lauridsdatter der bærer barnet. Peder Ejstrup er nok gift med en datter af Iver Iversen, og hvis teorien holder, kussine til Hans Mortensen i Sønderris Mølle.

Henning Jensen

Se også bogen "Slægten fra Baunehøj i Alslev sogn"

Om Sønderris mølle:
Da Sønderris Mølle for omkring hundrede år siden ophørte med
at fungere som vandmølle, havde den sammen med den noget større Guldager Mølle i mere end et par århundreder forarbejdet kornet for sognets bønder. Den fortsatte endnu nogle få år som vindmølle, inden den blev lukket og nedbrudt.
Møllens alder kendes ikke, men den har altid hørt sammen med den lille herregård Sønderris og er måske oprettet omtrent samtidig med gården, der nævnes første gang omkring 1500. Møllen omtales først 1638, men var muligvis allerede da gammel på det tidspunkt.
Fra 1640 findes der et arveafkald fra Sønderris Mølle i forbindelse med mølleren Knud Thøgersens død, og heri nævnes hans enke Kirsten Knuds og deres tre børn, hvoraf den ene søn, Hans Knudsen, havde overtaget fæstet af Sønderris Mølle efter faderen, mens den anden søn, Svend Knudsen, havde fået Guldager Mølle i fæste.
Svend Knudsen døde 1649, og i skiftet efter ham i 1651 optræder Hans Knudsen som værge på fædrene side for de tre børn, og ti år senere erklærer en nevø, at han har fået de penge, som hans farbror, salig Hans Knudsen, havde haft i forvaring for ham.
Hans Knudsen var nemlig død i 1660. Om hans død havde noget at gøre med svenskernes besættelse af landet eller pesten, som fulgte i krigens spor, er ikke til at vide, men vi ved, at Sønderris gård blev "afbrændt og ganske spoleret". Om møllem gik ram forbi er ikke oplyst. Sønderris blev herefter genopbygget som en almindelig bondegård, så der var ikke meget at det herregårdsagtige tilbage i tiden, der fugte.
I anledning af møllerens død blev der den 2.august 1660 i overværelse af husbonden, ærlig og velbyrdig jomfru Sophie Vognsdatter til Sønderris, afholdt skifte efter afdøde Hans Knudsen Møller i Sønderris Mølle. Boet blev opgjort til 324 sletdaler og 14 skilling, og det var slet ikke så ringe endda. Det ser da også ud til, at enken, Ingeborg Jensdatter, kort efter er blevet gift med den tidligere foged på Sønderris, Søren Jacobsen der nu overtog fæstet af mølleng og lovede "at holde de fire umyndige børn med klæde og føde, til de blev
atten år".– Da han overtog møllen, omtales den "som en lille mølle og byggested i hovedgårdens mark", og i 1664'matriklen sættes dens hartkorn til 5 tønder hartkorn i mølleskyld og 8 tønder mel i landgilde.
Nogle år senere, antagelig omkring 1680, overgik fæstet af Sønderris Mølle til Knud Hansen, uden større tvivl Søren Jacobsens stedsøn, et af de fire umyndige børn, han overtog 1660 efter Hans Knudsens død, og den 13.april 1686 fremstod i retten Knud Hansen i Sønderris Mølle på sin hustru Karen Clausdatters vegne og gav hendes bror afkald på arv efter deres forældre i Guldager Mølle. –
Knud Hansen var altså gift med møllerens datter i Guldager Mølle! I Knud Hansens tid hed det om Sønderris Mølle, at den var "en liden squatmølle. Der er kun en liden dam, som ingen tilløb har.
Derfor stor mangel på vand både om sommeren i tørke og om vinteren i frost, hvilke tider den ikke kan male". – Ordet skvatmølle er dog næppe brugt her i den oprindelige betydning – en lille, primitiv mølle med vandretliggende hjul – en type der for øvrigt var blevet forbudt ved lov, men måske er den i sin tid begyndt som skavtmølle i forbindelse med hovedgårdens oprettelse.
Der er ingen tvivl om, at vejrets indflydelse på tilførslen af vand til mølledammen har været af afgørende betydning for møllens ydeevne, men trods de jævnlige klager over svigtende vandmængde er der også blevet sagt, at at "møllen haver god maling på de tider, den kan male".
Dens opland var ret stort, og i 1683 oplyses det, at den betjente 47 gårde og 24 huse med jord.
Ved kop- og kvægskatteligningen i 1684 blev Knud Hansens
besætning opgjort til 1 hoppe, 1 plag, 2 køer, 2 kvier, og 6 får, hvoraf han skulle betale mellem to og tre rigsdaler i skat. Der hørte ellers ingen jord til møllen, men der kunne lejes jord hos herskabet.
Møllens hartkorn blev nedsat fra 5 tønder i 1664 til 2 tønder og 4 skæpper, og i matriklen 1688(8) endelig ændret til 1 tønde, 4 skæpper og 3 fjerdingkar. Når møllen blev sat så lavt i mølleskylds hartkorn var begrundelsen, at tilløbet til mølledammen var så rige og ustabilt.
I 1694 var en ny møller kommet til. Han hed Hans Jacobsen og nævnes, fordi han var kommet to terminer bagud med betalingen af familie- og folkeskatten og blev rykket for beløbet i 1685. Men to år senere havde han stadig besvær med, at klare sine forpligtelser og blev derfor på Skads Herredsting dømt til, at betale "til sin husbond, sign.
Peder Pedersen på Sønderris, skat, skyld og landgilde inden 15 dage"!
Det har han nok ikke været i stand til, for året efter var møllerens navn ændret til Morten Iversen, der var fra Sædding. – Han fæstede nu møllen i en lang årrække, men det var vist ingen fed forretning. I et ekstraskatteregnskab fra årene 1704-1705 st år han opført med hustru og to børn. Ifølge et tilsvarende regnskab for 1710 klarede han sig da
uden tjenestefolk, og i 1715 siges det om ham, at han er "af slet tilstand". - I 1720 hedder det rent ud i en ansøgning om skattenedsættelse, at "Sønderris Mølle er en meget ringe og slet mølle, så den fast ingen maling kan forrette, og har han, Morten Iversen, tilmed forklaret ingen midler at have"!
Gennem et par retssager bliver Morten Iversen lidt mere synlig.
Således stævner han i 1729 sin svigerinde i Rørkær for tyve sletdaler og en mark, som hendes afdøde mand havde haft i forvaring som værge for Morten Iversens til søs afdøde søn Rask Mortensen, en mødrende arv efter hans mor Birgitte Nielsdatter.
Eneste bevis i sagen var et noget tvivlsomt notat på ustemplet papir uden dato, "mens underskriften, Rask Mortensen egen hånd og årstal 1728, ser noget raderet og foranderligt ud, som ikke accorderer med det overskrevne blæk". – Det kunne næsten se ud, som om der var fusket lidt med dokumentet, som enkens forsvarer da også hånligt afviste som værdiløst, da der bare var tale om "et blad, der var revet ud af en gammel sangbog"!
Tolderne i Hjerting og strandriderne langs kysten havde et godt øje til ejeren af Sønderris gård, Mogens Christensen og hans søn Christen, og mistænkte dem for ulovlig indførsel og handel med varer som salt, tjære, stenkul og tobak uden om købstæderne, og det var sådan set ikke uden grund for allerede i 1707, mens Mogens Christensen var forpagter på Ølufgaard, havde han en sag løbende om smugleri.
Dengang drejede det sig om tønder med vin og brændevin.
Omkring 1730 gik der rygter om, af Sønderhoskipperen Sonnich Jensen – tilsyneladende med kurs mod Ribe – i stedet for tog en lille afstikker i nordvestlig retning og lagde til ud for Sædding land, hvor varer i sække blev udlosset og kørt op og gemt i et hul på hovedgårdens mark for senere at blive fordelt til kunderne. – Der var også set nogle vogne køre til Janderup Å med varer, der i båd blev fragtet over på den anden side, hvor varerne blev afhentet af andre vogne fra Holstebro.
I sagen blev afhørt en lang række vidner, men mærkeligt nok var der ingen, der rigtigt vidste noget, når det kom til stykket. Morten Iversen var indblandet på den måde, at han havde lagt vogn til, når varerne skulle køres op til gården, og hans kone Anne Hansdatter var blandt de afhørte. Hun havde da godt nok set deres vogn køre væk med et læs sække, men hvad der var i dem, kendte hun ikke noget til.
Tidspunktet huskede hun ikke, men det var "efter sidst afvigte
Mikkelsdag". Så forsøgte forhørslederen sig med møllerdatteren Else, men hun kunne heller ikke hjælpe!
1733 solgte Mogens Christensen Sønderris hovedgård "samt
underliggende mølle beboet af Morten Iversen, skylder årligt 10
tønder rug". – Han nævnes endnu i 1738, som møller i Sønderris, men må på det tidspunkt være flyttet til Guldager, for her døde han i 1742 i en alder af 85 år. Og 1746 døde "den gamle møllerkone i Guldager, 63 år gammel", uden at hendes navn nævnes, men der er muligvis tale om Anne Hansdatter, Morten Iversens enke.
Af senere beboere kendes Laurids Mortensen, der opholdt sig i
møllen 1759 sammen med svigersønnen Knud Hansen, der var gift med hans datter Karen.
Laurids Mortensens stilling i møllen er ikke ganske klar. Han og
hans kone Maren havde tidligere været fæstere i Bryndum af en hospitalsgård, som de 1745 afstod til en anden datter og svigersøn, efter at Laurids Mortensen året før var ude for et voldeligt overfald, hvor Knud Hansen møller for øvrigt havde været synsmand. Hvornår de flyttede til Sønderris Mølle, vides ikke, og måske var de bare aftægtsfolk hos datter og svigersøn, selv om han ved en dåb i 1749 kaldes for Laurids Møller, og hans kone i 1753 omtales som Maren møllerkone.
Men det var i hvert fald Knud Hansen, der fortsatte mølleriet. Hvor han kom fra er uvist, måske fra Bryndum sogn. I 1766 var der skifte efter hans første hustru, Karen Lauridsdatter, der var død året før, kun 36 år gammel. – Han blev så i sommeren 1766 gift med Abelone Christensdatter fra Strandby, men hun må være død inden for et års tid, vel sagten i forbindelse med en fødsel i 1767.
Allerede samme år blev han gift for 3.gang, og den udkårne var nu Bodil Olesdatter fra Sædding. De var gift en hel del år, til hun døde i det tidlige forår 1782. – I skiftet efter hende hedder det, at huset "befindes i mådelig eller ringe stand". Det oplyses ved samme lejlighed, at der til møllen hører en besætning på fire køer, en kalv to, heste, tretten får og en so.
Men Knud Møller havde stadig mod på livet og ville endnu engang prøve lykken. I Guldager kirkebog står indført, at "den 18.februar 1783 blev Knud Hansen af Sønderris Mølle og Anna Hansdatter af Sædding trolovede. Denne trolovelse er med
kongelig majestæts allernådigste bevilling på allerunderdanigste
ansøgning og bekendtgjort af prædikestolen for Guldager menighed 3. p. Trin. 83". – Gift året efter i Guldager Kirke den 25.4.1784!
Sønnen Hans Knudsen blev efter trolovelse i Guldager Kirke den
13.5, gift der den 13.6.1783 med Dorthe Laursdatter fra Sædding; og i 1784 er det ham, der er forpagter eller bestyrer af Sønderris Mølle, som da ejedes af Sign. Chr. Lÿche Spangsberg til Sønderris.

Kilde: Vardesyssel 2004/ Ingolf Mortensen