Kristiane og Alfred Jensens slægt

I slutningen af 1600'årene sad Jens Eskildsen som fæster på
halvdelen af den største gård i Måde i Jerne sogn, hvis 14 tønder hartkorn i 1680 var udlagt til ryttergods. På gården var da indkvateret en rytter ved navn Simon Steen. Nytårsdag 1695 ud på aftenen kom han ind til Jens Eskildsens og forlangte at få en af døtrene med til juleleg, men det sagde moderen nej til. I det samme kom datteren Kirsten ind i stuen, og straks sagde Simon Steen til hende: "I aften skal du med til leg". Men pigen gik sin vej uden at værdige ham et eneste ord.
Da moderen lidt senere kaldte begge døtrene ind, dukkede rytteren atter op, og nu ville han have øl. Da han heller ikke fik det, greb han sin pisk og sagde, at nu ville han holde mønstring, hvorefter han slog løs på de to piger, der sprang ud af stuen med rytteren i hælene. Den ene af dem, Mette, nåede ind i naboens gård, men han fulgte efter og slog hende "så umanerlig med en pisk overtrukket med læder" og
holdt først op, da han havde slået den i stykker på hende. Endelig kom naboerne hende til hjælp, og hun slap væk fra ham.
Efter at han sådan var blevet afvist, har Simon Steen nok haft et horn i siden på familien, for et par måneder senere, en aften i marts, var han igen på færde.
Jens Eskildsen og hans kone var gået til sengs, da Simon Steen
kom ind og forlangte, at bonden skulle stå op og holde rytterens hest.
Den cirka 60 årige mand turde ikke nægte at stå op, kun med en kappe over sig. Da det trak ud, før rytteren vendte tilbage, fik Jens Eskildsens kone en af karlene til at holde hesten, og manden gik atter til sengs.
Noget efter kom Simon Steen tilbage med en stor kæp i hånden og råbte: "Jens, nu vil vi holde mønstring", hvorefter han slog løs på den værgeløse mand i sengen. Derefter kastede han kæppen fra sig og greb efter sin kårde. Det lykkedes Jens Eskildsen at slippe ud af sengen, og uden skjorte og bukser, kun med kappen over sig, flygtede han ud af
huset, men rytteren var hurtigt efter ham, fægtende med den dragne kårde. Da en af døtrene kom i vejen for den ophidsede soldat, huggede han efter hende, og "havde dørkarmen ikke taget af for hugget, var hun blevet ilde hugget"!
Ude på vejen var den flygtende ikke nået langt, for rytterens hund indhentede ham og hindrede ham i at slippe væk, og nu blev den arme bonde så genstand for Simon Steens raseri.
Senere blev den overfaldne bragt til sengs hos en nabo, og her
foretog synsmænd et skøn over de mange sår og skrammer, der var tilføjet ham. I det hele taget fandt de, at "Jens Eskildsen var ganske blodig og ilde medhandlet i adskillige måder". Han kom dog over mishandlingen og døde som aftægtsmand i 1714, men oplevede altså ikke rytternes senere bortrejse.