Kristiane og Alfred Jensens slægt

Christen Hansen var gift med Maren Nielsdatter, og han var hendes første mand. Hun blev gift 3 gange og døde først omkring 1710 i Boldesager. Hun stammer fra Farup sogn og er vistnok født i Mejlby ved Ribe, hvor hendes bror, Laurids Nielsen, var fæster af en gård under Riberhus ladegård.
Man ved som sagt ikke, hvor Christen Hansen har rod.
I matriklen 1681 kaldes han Christen Hansen Smidt, fæster af kgl .ma.'s øde gods, ½ gård i Boldesager. Og der tilføjes: Antagen mod frihed. Den har altså været en del af hans løn.
Navnet Smidt mener jeg ikke at have truffet her på egnen på den tid, så måske er både Christen Hansen og Maren nielsdatter kommet hertil fra Ribekanten.
De havde tilsyneladende kun det ene barn, datteren Edel Christensdatter f.1674, d . 1751 i Strandby, g .1689 m. Hans Christensen Spangsberg f.1667 i Spangsbjerg, d.1737 i Strandby.
Den førnævnte synsforretning fra 1674 er indført i tingbogen og lyder således: Christen Hansen i Vognsbøl, kg1 .ma . delefoged i Skads herred på øvrighedens vegne et vidne, det Peder Jepsen i Måde, Peder Søfrensen i Esberg, Christen Gregersen i Spangsbjerg, Laurids Therkildsen i Andrup, Christen Nielsen i Kvaglund og Enevold Enevoldsen i Nourup skal syne og taksere hvis brøstfældighed, som kunne findes på de huse og bygninger på den halve gård i Boldesager, Hans Christensen, nu boende i Rørkær, tilforn påboede, så og hvis rougsæde dertil kunne være sået. Så haver de den 25 .april 1674 været forsamlet i bem. Boldesager, og der set og synet samme halve gårds huses reparation, som mangel på kunne findes, og hvis rougsæde dertil er sået, og det udi herredsfogden Laurids Jensen i Gesing hans overværelse, eftersom forn . Hans Christensen sig havde løs kyndiget? fra forn.halve gård og den til rette han? og efter kgl.ma.s forordning agter at kvittere efter tingsvidners formelding, da er takseret møndtsrougsæde og boghvede rougsæde, som ligger op til Spangsbjerg mark i den tægte, som kaldes Kringelflod, tilsammen eragtes i sæden for 3 tdr. rougsæde, anden kærve roug i den tægte, som kaldes Mangelbierg, roug tilsammen vurderet i sæden med en stykke udi toften 21 tdr. 7 skæpper . Brøstfældighed , som findes på huse og bygninger , er takseret som følger: Først østerende i salshuset 4 fag, mangler på tag, lægter, bjælker, spær, staffuer, døre, alt tilsammen for brøstfæld 1 sldl .
Nock 5 fag med ovn og skorsten, brønd og 2 døre samt al anden ind- og udværk , brøstfæld med en gammel forfalden skorsten for 4 sldl . Nock 5 fag salshus til vesterende, dets brøstfældighed for penge 4 sldl . En nederfalden vognskjul for penge 2 mark , ladehusene 13 fag , tilsammen, dets brøstfældighed 6 sldl . Kålgårdsdigen brøstfældighed for 2 mark . Ellers anden lykkes (indhegnings) brøstfældighed i marken befindes lige med andre naboer deres lykke . ... . . . . hvis ringe giøde, ' som befandtes på åsteden, eragtes for penge 2 mark. Således er takseret, sat og vurderet forn. åsted som for ermeldt, hvorpå de bad dem så sandt Gud til hjælp, og stod forn. Hans Christensen med forn. Christen Hansen til vedermålsting.
Tirsdag 28 . april 1674.

Maren Nielsdatter, der døde omkring 1710 i Boldesager. Hun er vistnok født i Mejlby i Farup sogn på den gård, som hendes bror Laurids Nielsen havde i fæste.
Hun var først gift med en Christen, med hvem hun havde en datter, Edel Christensdatter (ane 235), der 1689 blev gift med Hans Christensen Spangsberg i Strandby. Hendes far må være den Christen Hansen, der efter matriklen 1681 var fæster på en gård i Boldesagerpå 3- 4-0-0 tdr.hartkorn. I hvert fald var det den gård, Søren Nielsen Esbjerg iflg.matriklen 1688 havde overtaget.
Søren Nielsen Esbjerg og Maren Nielsdatter havde 2 børn. I tingbogen 1710 er der under 14.nov.indført et arveafkald fra Mette Sørensdatter, Christen Sørensen og Edel hristensdatter for arv efter deres salig mor Maren Nielsdatter, som da var gift 3.gang med en Hans Jensen, men nu var afgået ved døden.

Kilde: Ingolf Mortensen

Som tidligere nævnt var det, mens Maren og hendes 3.mand havde gården i Boldesager, at de blev udsat for en dramatisk begivenhed. Den har jeg for år tilbage fortalt om i en kronik i Vestkysten. Mordbrandssag fra Esbjergegnen.
Når man gennemblader de gamle retsprotokoller over sager behandlet på Skads herredsting, træffer man gang på gang sted-og personnavne fra Esbjergegnen. I en tingbog fra omkring 1700 traf jeg således på navnet Spangsbjerg mølle. Og når man så som dreng har færdedes omkring og på mølledammen og oplevet naturen derude så stærkt, at man
næsten synes, man endnu kan fornemme stedets særegne stemning, jaså standser man op ved det kendte navn, selvom det slet ikke var det, man ledte efter, og giver sig tid til at undersøge, hvad sagen drejer sig om. Og inden man ved af det, er man fanget ind af en interessant, men tragisk stump lokalhistorie.
Vi skal tilbage til 1698. Da boede der på Spangsbjerg mølle en Peder Zachariasen Møller og hans kone, Kirsten Jensdatter. Han havde nogle år tidligere fæstet møllen efter sine forældre, mens hun var fra en gård i Måde. Møllerkonens bror, Hans Jensen, havde en gård i Bolsager, men efter det følgende at dømme har forholdet mellem de to svogre ikke været det allerbedste.
Om aftenen den 8.aug.1698 trak et voldsomt tordenvejr op over Esbjergegnen. Under uvejret løb Peder Møller efter en pludselig indskydeIse ned til Boldesager for at sætte ild på svogerens gård. Undervejs slog han ild med sit fyrtøj, og da han nåede Hans Jensens gård, stak han det glødende tønder sammen med noget blår gennem et hul i væggen på salshuset ind i høet, hvorefter han skyndte sig hjem og gik i seng.
Han havde dog ingen ro på sig, og lidt efter stod han atter op, lod spænde for en vogn og kørte ad Boldesager til. Her havde ilden imid ertid fået fat i både hø, bjælker og tag. Hos Hans Jensens opdagede man dog hurtigt branden. En tjnestepige løb efter hjælp, og kort efter var naboerne på brandstedet. Et par mand kom gennem et hul i taget ind på loftet, hvor de hældte vand på og kastede hø ud, og ca. 3 timer efter solens nedgang var ilden slukket. Man undres over, at det i det hele taget lykkedes at få bugt med ilden, når den allerede havde fat i så letfængelige ting som hø og træværk, men der er måske kommet en kraftig tordenbyge, for der tilføjes i retsprotokollen:"Skulle Gud i himlen ej selv den antændte
ild have slukt , havde der ej været nogen redning ved menneskelige hænder til at hindre den antændte ilds store faren.
Dagen efter gik Peder Møller på mølleloftet og passede sin kværn, som om intet var hændt. Op på dagen kom fæstebonden på Esbjerggård, Christen Pedersen, til mølle. Mens han sad og talte med mølleren, kom Hans Jensen fra Boldesager ind og sagde: " Hvad gjorde du ved mig i aftes?" Jeg skal visseligen 'lære dig noget andet". Hvorfra Hans Jensen har haft sin mistanke, kan man kun gætte sig til, Måske er Peder Møller blevet set i Boldesager i tiden omkring ilds påsættelsen, måske har hans opdukken på brandstedet senere på aftenen virket mistænkeligt.
Men Peder Møller lod, som om han intet forstod, og spurgte:"Hvad haver jeg gjort?"
Hans Jensen sagde:"Hør, kom hid": Og så gik de ind i kostalden. Mølleren ville ikke rigtig ud med sproget, men efter længere tids samtale brød han sammen og tilstod, at han udi en hastighed var blevet fortænkt på sin svoger" og havde påsat branden. Senere gentog han tilståelsen i overværelse af Hans Jensen, Christen Pedersen og endnu et vidne. Den blev nedskrevet og signeret.
Da dette var i orden, kunne man nok trænge til noget styrkende, og Peder Møllers dreng blev sendt af sted efter for 7 skilling brændevin, som de bagefter drak i skøn forening.
En uges tid senere gik Peder Møller på Kvaglund mark og mejede rug sammen med et par tjenestefolk. Da kom Hans Jensen, Boldesager, kørende i sin vogn med Søren Dunch, birkefogden på Fanø, for at anholde ham. Mølleren kendte dem på lang afstand og holdt spændt øje med dem, mens de langsomt nærmede sig. Han har jo nok haft på fornemmelsen, hvem besøget gjaldt, og stemningen har sikkert været noget trykket, da de nåede frem til enden af ageren, hvor Peder
Møller gik. For at komme til sagen begyndte birkefogden:"Har I noget i flasken, som står på ageren, da skænk mig en tår, jeg er så tørstig". Søren Dunch stod af vognen og drak, hvorefter han sagde til Peder Møller:
"I må ikke fortænke os, vi er kommen på den måde at antage Eder for den mordbrand, som I har begået på Hans Jensens gård i Boldesager".
Mølleren svarede spagfærdigt, at han gerne ville følge med og tage straffen for sine gerninger. På vejen til Boldesager spurgte Søren Dunch, hvorfor Peder Møller havde sat ild på sin svogers gård? "Gud bedre mig", lød svaret, "det var min forseelse".
Birkefogden fortsatte:"Havde I læst Eders Fadervor med andagt, førend I gjorde den gerning, da havde I det ikke gjort , hvortil Peder Møller svarede: Gud bedre det. Fanden var mig alt for nær.
Efter ankomsten til Boldesager var fangen meget langt nede. Han beklagede sig til en af de tilstedeværende over, at han ikke var blevet advaret i tide før anholdelsen, så han kunne være sluppet bort.
Senere bad han om at få Hans Jensens kone, Maren Nielsdatter, i tale og gav over for hende udtryk for sin skyld i og anger over, hvad han havde gjort.
Ligeledes bad han Søren Dunch gøre, hvad han formåede, for at han kunne slippe for straf, så skulle han få en tønde rug for sin ulejlighed.
Han tilstod igen "den ulykkelige gerning at have gjort, som
han hjertelig angrede og fortrød".
Ved samme lejlighed spurgte man ham, om det ikke også var ham der havde påsat den uopklarede brand på Spangsbjerggård året før. Hertil svarede han: "Gud give, jeg var så fri for dette ... det andet" .
Peder Møller blev derefter ført til Ribe og sat i fængsel l "trold=
konens kammer" under rådhuset. Under de senere forhør var han ikke mere så villig til at indrømme sin skyld. Han kunne ikke rigtig huske noget mere, og han påstod, at tilståelsen den 9. aug. i Spangebjerg mølle måtte være faldet på et tidspunkt, da han var drukken. Vidnerne havde dog ikke mærket noget til, at Peder Møller var drukken, da han aflagde sin tilståelse, og hans kone, Kirsten Jensdatter, sagde:"Gud bedre det. Han gjorde ej den bekendelse i drukken skab, men hans samvittighed tvang ham dertil".
Peder Møller har nu været klar over, at det var ved at se galt ud for ham. Han arbejdede i al hemmelighed på at slippe bort. Måske har han også haft hjælpere uden for fængslet. I hvert fald endte det med, at han den 16.sept. om aftenen mellem kl.8 og 9 "udbrød og undveg af Ribe amts stærke jern og fængsel". En stor lås og en jernstang var brækket fra døren. Bøjlerne, som havde siddet om hans ben, og låsen dertil var slået i stykker og brækket itu. Endelig var han brudt gennem en tyk brandmur og var kommet ind i Henrik Spillemands stald, hvor fra han gennem gårdens port var gået videre ud til friheden.
Den 19 . sept . forbydes det enhver under straf efter loven at huse eller hjælpe Peder Møller, men "man skal ham pågribe og aflevere". Den 27 . sept .1698 faldt dommen . Om han antræffes og voder pågreben, da skal han straffes på halsen og siden brændes. Desuden skal han erstatte den Skade , han har forvoldt Hans Jensen og som bod betale kongen og Hans Jensen hver 40 lod sølv. Endelig skal hans ejendom
være forbrudt til hans husbond . Indtil dommen sker fyldest , skal han være fredløs mand .
I en ekstraskatteliste fra 1699- 1700 omtales en møllerenke, Kirsten Jensdatter, i Spangsbjerg mølle . Derfor behøver Peder Zachariasen Møller dog ikke være død, for den fredløses hustru betragtedes efter loven som enke og hans børn som fader løse . Så vidt jeg har kunnet få oplyst, blev Kirsten Jensdatter i 1701 gift med en Christen Christensen fra Veldbæk , og de overtog hendes forældres gård i Måde i Jerne sogn.
Kilde: Ingolf Mortesen